Foreningens vedtægter

Formål

  • Vi er en gruppe af etablerede kunstnere og kunststuderende som ønsker et kollegafællesskab. Vi er bundet sammen af kærligheden til skønhed og vores håndværk, som det kommer til udtryk i enten tegning, maling eller skulptur. Den genre som kommer tættest på at beskrive vores fællestræk er figurativ og kontemporær realisme, da det også er denne de fleste af os er uddannet i. Der er dog plads til forskelligheder, da vi lægger vægt på det gode fællesskab fremfor stil.


    I denne forening ønsker vi at binde vores netværk sammen i et fagligt fællesskab. Der er i skrivende stund kun få som arbejder indenfor vores genre i Danmark, og det kan være både ensomt og ressourcekrævende at begynde sin rejse og holde sig til ilden undervejs. I denne forening får vi mulighed for at tale og arbejde sammen med andre, som deler vores passion. Vi kan hver især bidrage med vores nærvær og viden, og således blive kollegaer fremfor konkurrenter.


    Sammen vil vi årligt arrangere aktiviteter såsom: plein air, workshops, frokoster, museumsbesøg og artist talks. Disse aktiviteter vil facilitere en udveksling af idéer og motivere os til at vedligeholde vores færdigheder.

    Samtidig fungerer de fælles arbejdsdage som en mulighed for at producere materiale til foreningens årlige udstilling.


    Den årlige udstilling gør foreningen synlig i samfundet som en bevægelse, der samler tråden op fra de gamle mestre og bruger formsproget i en moderne kontekst. På sigt ønsker vi at skabe en større påskønnelse for realisme i Danmark, og dermed gøre det til en mere attraktiv levevej for aspirerende kunstnere.
    Foreningens kerneopgave er således at lette fagets byrder og forstærke dets glæder ved at mødes.

Vedtægter

  • Vi er en gruppe udøvende kunstnere, som ønsker et fagligt forum at mødes i. Nogle af os underviser eller studerer, andre har eget atelier, udstiller jævnligt eller freelancer. Der er både medlemmer som arbejder fuldtid med kunst, og medlemmer som har et andet job ved siden af. Vi repræsenterer tilsammen mange forskellige skoler: The Drawing Academy i Viborg, The Barcelona Academy of Art, The Florence Academy of Art i både Sverige og Italien, The Angel Academy i Firenze, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Kunsthistorie på Københavns Universitet, The Academy of Fine Arts i Sankt Petersborg, Sweden Academy of Art samt tidl. London Academy of Representational Art. Uanset hvor eller hvordan vi vælger at beskæftige os med kunsten, har vi kærligheden til godt håndværk tilfælles og passionen for at udøve den så meget som overhovedet muligt.

  • Vi ønsker at indgå i en relation til hinanden som venner og kollegaer. Vores interesse for at dyrke realisme på et professionelt niveau er stadig en niche i Danmark, og vi ønsker at foreningen skaber et rum hvor vi kan inspirere og motivere hinanden ved at arrangere kunstrelaterede aktiviteter. Det er ikke relevant hvordan eller hvor meget vi maler på daglig basis, men at man med sin viden og personlighed kan bidrage til et fagligt fællesskab på tværs af alder og niveau.

    I foreningen er der mulighed for at deltage på forskellige niveauer. Arrangementerne er et åbent tilbud, som man kan deltage i efter lyst og behov. Man kan også arrangere sine egne events, f.eks. kurere en udstilling. Det forventes dog at man bidrager med en passende arbejdsindsats, hvis man vil deltage i den årlige fællesudstilling.

    Vi ønsker at det er sjovt og fordelagtigt at være medlem af foreningen. I foreningen er der derfor en kerne af dedikerede medlemmer, som arrangerer aktiviteterne og networker i og udenfor foreningen til dens fordel. Det bliver dog kun en bedre forening af at alle medlemmer tager initiativ. Vi vil derfor til generalforsamlingen have en dialog mellem bestyrelsen og foreningens medlemmer om at få realiseret vores fælles ønsker.

  • Foreningen ønsker ikke at være ekskluderende, men tværtimod et åbent, kreativt forum, hvor glæden ved tegning, maling og skulptur kan vokse sammen med ideerne. Overfor omverden definerer vi os selv ud fra det vi godt kan lide og ikke, hvad vi ikke kan lide. Vores professionelle sfære er relativ lille, ordet spredes nemt, og det forventes at der overholdes en god tone med det i mente. Vi ønsker at være et fællesskab karakteriseret af tillid, venskab og respekt overfor hinanden, så man føler sig tryg i foreningen med sine kollegaer. Når vi organiserer os på denne måde repræsenterer vi dermed ikke længere kun os selv, og det er vigtigt at være bevidst om det ansvar der følger med ved at være en del af foreningen.

  • Mange af os har studeret i udlandet på akademier og er derefter vendt tilbage til Danmark for at arbejde. Vi har oplevet at savne det fællesskab, vi har været en del af, og det er netop sådan et fællesskab, som denne forening forsøger at genskabe i Danmark. Det er her vi kan vokse sammen, lære af hinanden, bakke hinanden op og stå sammen om vores interesse og værdier. Når vi organiserer os vokser vores netværk, vi får flere muligheder for at udstille, tage på udflugter, kunstudstillinger og akademibesøg, afholde artist talks samt booke modeller og lokaler.

  • Dem som bliver en del af foreningen er nogle, som har et hjerte for sagen, for håndværket, og som har lyst til at indgå i et sundt og positivt kollegafællesskab. Vi ser gerne at man har en uddannelse enten fra et kursus eller et akademi, så man også har et teknisk fundament. Ønsker man at søge ind som nyt medlem skal man ansøge med vores ansøgningsskema, som man kan anmode om via info@kfkr.dk

    En ansøgning skal indeholde:

    • En halv til en hel sides skriv om dig selv, din uddannelse, din kunst og baggrund for at søge ind i foreningen. Fortæl også, hvad dine forventninger til foreningen er, og hvordan du kan bidrage til fællesskabet.

    • Et portefølje med mindst 8 af dine værker. Dit udvalg er valgfrit, men vi ser gerne at mindst tre værker er udført fra observation af naturen (dvs. ikke fra fotografi). Du er også velkommen til at henvise til din hjemmeside eller instagram.

    Foreningen ønsker ikke at blive en ’svingdørsforeningen’. Det skal være sjovt og fordelagtigt at være medlem i mange år, så vi kan vokse sammen i venskab, færdigheder og muligheder. Man skal sende en ansøgning, så man er klar over hvad man går ind til og så foreningens bestyrelse sammen kan godkende et medlem. Disse tiltag sørger for, at ingen medlemmer er fremmede for hinanden eller overfor foreningens mål og vedtægter.

  • Foreningen skelner mellem åbne og lukkede arrangementer. Åbne arrangementer vil som regel foregå ude i det fri eller i det offentlige rum, såsom plein air og museumsbesøg. Her må man gerne tage en gæst med. En gæst kan være et nyt potentielt medlem, en kæreste eller en ven. Lukkede arrangementer vil typisk foregå på privat grund, f.eks. hos et foreningsmedlem eller i et lejet lokale. De lukkede arrangementer er f.eks. interne foredrag, workcamps, årsmøder, planlægning af udstillinger m.m. Til disse møder, som kun vedrører foreningen, må man ikke tage gæster med.

    Arrangøren bør oplyse om det planlagte event er åbent eller lukket. Arrangøren bestemmer hvor mange gæster man må invitere pr. person og om gæsterne bedes betale et symbolsk beløb.

    I foreningens første år er det ikke dens opgave at facilitere oplevelser for gæster, det er at facilitere arbejds- og udstillingsmuligheder for os medlemmer og at koble vores netværk sammen. På sigt kan vi blive en mere udadvendt forening som afholder offentlige foredrag og undervisning, som man kan melde sig til mod betaling.

  • Klage og advarsel

    Et medlem bliver som udgangspunkt ekskluderet, hvis vedkommende ikke betaler sit kontingent efter 3 rykkere, som gives med 2 måneders mellemrum.

    Et medlem kan blive ekskluderet af bestyrelsen, hvis bestyrelsen oplever at en usolidarisk, krænkende, nedværdigende, diskriminerende, voldelig eller ulovlig adfærd fortsætter efter udstedt advarsel. Bestyrelsen kan i særligt grove tilfælde vælge at ekskludere et medlem øjeblikkeligt, hvis der er flertal for det i bestyrelsen, men som udgangspunkt søger bestyrelsen en retfærdig og demokratisk vej gennem samtale.

    Det er bestyrelsens rolle at være opmærksom på foreningens kultur og vurdere, om et eller flere medlemmer opfører sig problematisk. Bestyrelsen skal overveje hvorfor og hvilke tiltag, der er behov for og evt. indkalde det omtalte medlem til en samtale. Bestyrelsen kan også handle på baggrund af opfordring eller klage fra medlemmer. Bestyrelsen skal være opmærksom internt på en sund og retfærdig ledelseskultur. Medlemmer kan også klage over et bestyrelsesmedlem.

  • Her følger en liste over adfærd og handlinger, som foreningen ikke tolerer:

    • Usolidarisk, krænkende, nedværdigende, diskriminerende, voldelig eller ulovlig adfærd.

    • Hærværk, destruktion, tyveri eller videresalg uden samtykke af andre medlemmers værker eller personlige ejendele.

    • Hærværk, destruktion, tyveri eller videresalg uden samtykke af kunst eller inventar fra organisationer, lokaler, private hjem el.lign. som foreningen har at gøre med, f.eks. museer vi besøger eller udstiller på, lokaler vi lejer eller private hjem eller samlinger, som åbnes op for os.

    • Udefrysning, mobning eller uretfærdig udelukkelse af et medlem fra aktiviteter eller sociale sammenhænge. Det er vigtigt at intet medlem føler sig mindre værd eller velkommen end sine kollegaer. Foreningen tillader at arrangementer afholdes i mindre grupper, men opfordrer til at alle får muligheden for at deltage.

    • Medlemmer med særligt ansvar f.eks. forpersonen, bestyrelsesmedlemmer, kassereren, arrangører af aktiviteter eller udstillinger, artist talks m.m., kan blive ekskluderet hvis korrupt eller saboterende adfærd finder sted. Det kan være at handle imod foreningens vedtægter, værdier eller årsplan med henblik på at stille foreningen i et dårligt lys, forringe dens muligheder eller forfordele nogen. Det kan også være at stjæle fra kassen.

    • Deling af personfølsomme oplysninger, f.eks. andre medlemmers adresse eller billeder uden samtykke. Det er ikke tilladt at tage et billede af modellen uden dennes samtykke. Hvis et medlem deler billeder eller video af en model uden modellen samtykke er det baggrund for direkte eksklusion uden advarsel. Vi følger GDPR lovgivningen.

    • Alle billeder af foreningens medlemmer skal deles med deres samtykke og må ikke postes på sociale medier, videresendes eller bruges på foreningens hjemmeside uden godkendelse.

    • Kunstneren ikke dele modellens navn hverken verbalt, skriftligt eller på sociale medier uden modellens samtykke.

    • Deling af fortrolig information, som kan skade et medlems følelse af venskab og tryghed i foreningen eller deres selvfølelse, omdømme, netværk, økonomi eller karrieremuligheder.

    I foreningen kan man ikke blive ekskluderet pga. sit niveau hverken teknisk eller aktivitetsmæssigt, når først man er optaget.

    Det er heller ikke baggrund for eksklusion, at en frivillig kurator vælger nogle bestemte værker fra til sin udstilling. En frivillig kurator er et foreningsmedlem som har taget initiativ til at arrangere en udstilling med medlemmernes værker uden deres hjælp. I den proces vælger kuratoren muligvis nogle bestemte værker fra pga. af tema eller smag, og det er helt legitimt.

    Uforskyldt adfærd som fører til forringet kvalitet eller ødelæggelse af et andet medlems værker tages op mellem de involverede parter. Bestyrelsen involveres kun i tilfælde af at det fortsætter og dermed ikke er uforskyldt.

    Det noteres at alle uanset relation til hinanden internt i foreningen følger retningslinjerne for god tone og opførsel overfor hinanden med det i mente at det er en forening for kollegaer, som deler interessen for et håndværk, og at medlemmernes opgave er at løfte og hjælpe hinanden.

    Foreningen ønsker ikke hverken at være eller fremstå som en sladderklub. Vi er gået sammen for at arbejde sammen. Vores fælles mål er at finde et rum til at dyrke vores håndværk, blive dygtigere, mere oplyste og inspirerede samt opnå flere muligheder, end vi ville kunne hver for sig.

    Foreningen ønsker at være en inspiration for andre indenfor faget og et dejligt sted både at være medlem og gæst. Det er vigtigt at alle medlemmer hjælper denne positive kultur på vej med ordentlig opførsel og god tone.

  • Det er forperson Sofia Steinmetz som står for halvårligt at fremlægge budget til bestyrelsen over udgifter til bl.a. kaffe, kage og hjemmeside, samt kontrollere medlemmernes betaling af kontingent. Foreningen har ikke nogen økonomi før sommeren 2023, og derfor ikke nogen revisor endnu.

  • Intet individ kan underskrive eller indgå aftaler på foreningens vegne uden først at have talt med bestyrelsen. Bestyrelsen kan indgå aftaler på foreningens vegne. Foreningen af bundet af aftaler, som bestyrelsen indgår inden for foreningens formål og aktiviteter. Store beløb og beslutninger som skal tages af kassereren tages altid efter samtale med forpersonen/næstforpersonen og evt. også bestyrelsen. Det er forpersonen som forestår lokalereservationer, PR, tegning af sponsorater, søger om legater eller tilskud, men aldrig uden først at oplyse/inddrage næstforpersonen og bestyrelsen.

    Budget, kontingent og økonomi

    Det er foreningens mål at have oprettet en bankkonto og hjemmeside til sommeren 2023, og derfra begynde at opkræve kontingent.

  • Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og fundament. Det er på generalforsamlingen, at medlemmerne har indflydelse på hvem, der skal sidde i bestyrelsen. Det er også her medlemmerne har mulighed for at blive hørt og få forslag behandlet, og det er her bestyrelsen skal stå til regnskab for årets aktiviteter. Generalforsamlingen handler om at udvikle foreningen og mødet bruges som motor for at nå vores mål.

    Der findes to typer generalforsamlinger: den ordinære og den ekstraordinære. Den ordinære holdes typisk en gang om året, når regnskabet er slut, og ofte er tidspunktet og dagsorden fastlagt i vedtægterne. Den ekstraordinære kan holdes på et hvilket som helst tidspunkt af året. Dagsordenen består af det eller de punkter, som (bestyrelses-)medlemmerne, der har indkaldt til den ekstraordinære generalforsamling, ønsker at behandle.

  • Bestyrelsen holder to halvårlige møder. Foreningens bestyrelse består af:

    • Sofia Steinmetz – forperson og kasserer

    • Maja Meisner Vendelbo – næstforperson og bestyrelsesmedlem

    • Nina Winther – bestyrelsesmedlem, adresseindehaver

    • Katrine Ramvad Kjær – bestyrelsesmedlem, referent

    • Amy Holst – suppleant

  • Forpersonen er den øverst ansvarlige i foreningen og repræsenterer den udadtil. Det er også forpersonen som kan udtale sig på foreningens vegne. Den primære opgave er at lede og inddrage foreningens medlemmer mod de årlige mål og begivenheder i overensstemmelse med foreningens værdier.

    Forpersonen skal være velinformeret om foreningens drift og status, herunder økonomi. Forpersonen samarbejder med kassereren (i nuværende tilfælde med næstforpersonen) om det årlige budget. Forpersonen skal ønske det bedste for foreningen, uden at være motiveret af personlig økonomisk gevinst. Forpersonen skal have et hjerte for foreningen, være aktiv i den og sikre kommunikationen mellem bestyrelsen og medlemmerne. Derfor er en af de vigtigste opgaver at lytte.

  • Næstforpersonens formelle funktion er at være det bestyrelsesmedlem, der overtager forpersonsposten i dennes fravær eller aftrædelse. Næstforpersonen skal derfor være velinformeret om foreningens drift og status, og aflaste og samarbejde tæt med forpersonen. Næstforpersonen bør være en af foreningens drivende kræfter, tage en ledende rolle ved større arrangementer og evt. uddelegere opgaver til andre bestyrelsesmedlemmer. Næstforpersonen fører også medlemskartotek.

  • Bestyrelsens opgave er helt overordnet den daglige drift af foreningen samt at motivere, kommunikere, involvere, organisere og evaluere. Desuden: udvikle strategi, sikre at medlemmer har indsigt i og indflydelse på foreningen, sikre at vedtægterne overholdes, udvikles og løbende får et serviceeftersyn, kommunikere med omverden og interessehåndtering.

    Når forsamlingen vælger bestyrelsesmedlemmer, giver de samtidig bestyrelsen beføjelse til at handle på foreningens vegne imellem to generalforsamlinger og med afsæt i de aktuelle vedtagelser.

    Bestyrelsen kan indgå aftaler på foreningens vegne. Hvis bestyrelsen går uden for foreningens sædvanlige aktivitetsområde, er foreningen ikke bundet til at dække et eventuelt underskud. Kort sagt kan man sige at bestyrelsen står for at foreningens formål opfyldes, at medlemmerne er tilfredse og at foreningen bliver kendt for noget godt og positivt.

  • Ansvaret for økonomien påhviler i første omgang den valgte kasserer. Kassereren har i hverdagen det daglige ansvar for foreningens penge og andre aktiver, og dermed pligt til at forvalte midlerne efter generalforsamlingens og bestyrelsens anvisninger. Hvis nogle beløb og beslutninger bliver så store, at det ikke er hensigtsmæssigt, at det alene er kassereren, der kan handle på foreningens vegne, taler kassereren med forpersonen/næstforpersonen og evt. bestyrelsen.

  • Referenten står for at udarbejde noter fra foreningens møder og renskrive dem til referater som foreningens medlemmer let kan læse. Referenten kan også blive bedt om opgaver såsom at sende mails eller beskeder ud om tilgængelige referater eller andre informationer.

  • Foreningen har plads til 1-2 suppleanter, som kan vælges på den ordinære generalforsamling. En suppleant træder til, hvis et bestyrelsesmedlem er stoppet i utide, og suppleanten får dermed bestyrelsesmedlemmets ansvar og stemmeret.

    Bestyrelsesarbejdet er et fortroligt rum – suppleanter uden stemmeret kan deltage i bestyrelsesmøder, når det bestemmes af bestyrelsen.

  • Hvis vedtægterne skal ændres kan man enten tage det op på en ordinær generalforsamling eller efterspørge en ekstraordinær generalforsamling. Ændringer af vedtægter sker ved demokratisk afstemning. Alle medlemmer, som deltager på den ordinære generalforsamling, eller som har indgivet fuldmagt, har stemmeret.

  • En forening består af en formand, næstformand, bestyrelsesmedlemmer, en suppleant, en kasserer og medlemmerne. Hvert medlem kan have flere roller. F.eks. er formanden og næstformanden altid et bestyrelsesmedlem. Et bestyrelsesmedlem kan også være kasserer eller suppleant. Foreningen skal til enhver tid have min. 5 medlemmer, dvs. min 3 bestyrelsesmedlemmer inkl. formanden. Hvis disse krav ikke er opfyldt må foreningen nødvendigvis opløses, medmindre nye medlemmer kan tiltrækkes.

  • Foreningen arbejder årligt hen mod en udstilling. Planlægningen og bookingen til dette skal starte allerede ved nytår. Foreningens aktiviteter har dermed både et socialt formål men også et producerende formål, dvs. at facilitere muligheder for foreningens medlemmer for at deltage i udstillingen med nye værker. Alle som ønsker at deltage i den årlige udstilling skal hjælpe med at løfte opgaven. Man skal derfor ikke forvente at få sine værker med i den årlige udstilling, hvis man ikke selv ønsker at deltage i det medfølgende arbejde. Bestyrelsen tager sig af de administrative og organisatoriske opgaver samt sætter retningen for foreningen og sørger for at medlemmernes ønsker for året bliver opfyldt, men det betyder ikke at bestyrelsesmedlemmerne alene løfter den praktiske opgave i forbindelse med en udstilling.

Kontakt

  • Vores officielle adresse
    Middelfartvej 347
    Blommenslyst 5491
    Odense

    E-mail
    info@kfkr.dk

    Forperson og kasserer
    Sofia Steinmetz
    Tlf.: 21 33 77 80
    E-mail: sofste96@gmail.com
    Instagram: steinmetz_dk

    Næstforperson
    Maja Vendelbo
    E-mail: majamvendelbo@gmail.com,
    Instagram: maja_vendelbo_art